Sejlernyts redaktør Flemming Hansen under Watski2Star.
Besked fra familien: Flemming gik bort i april 2025. Han blev 82 år og gav kærligheden til sejlads og havet videre til os. Vi har valgt at beholde hans hjemmeside, så folk stadig kan få glæde af de mange tips og ideer, men der vil desværre ikke blive tegnet flere flotte bådtegninger fra hans hånd.
******
Jeg er udlært litografisk tegner og efter et par år på reklamebureau kom jeg i 1972 til Bådnyt, hvor jeg var med til at starte bladet op, som layouter og testsejler. Desuden skrev jeg om kapsejlads trim og taktik, samt lavede tegninger til bladet. I de sidste 20 år har jeg på freelance basis skrevet turartikler, gør-det-selv artikler og tegnet illustrationer til Bådnyts Skipper Tips. Jeg har i dag egen grafisk tegnestue.
Jeg startede med at sejle som 14-årig på Odense kanal i en gammel spidsgatter, da jeg som junior var medlem af Sejlklubben Fjorden. I 1959 startede klubbens formand et selvbyggerprojekt, hvor 8 juniorer med hjælp fra klubbens medlemmer byggede 8 Liljebåde. Efter bygeriet blev der trukket lod om bådene og jeg fik nr. 4. Liljebåden var en hurtig moderne båd bygget af plywood på knækspant som fik Dansk Sejlunions godkendelse som klassebåd.